Hvilket selskab, der er den bedste internetudbyder, er umuligt at svare entydigt på. Det kommer fuldstændig an på hvad den enkelte kunde lægger vægt på.

I denne artikel prøver vi alligevel at give vores bud på hvilke egenskaber den bedste internetudbyder bør kunne byde på.

Du kan også besøge vores internet prisoversigt for at finde den bedste udbyder til den hastighed og pris, som du ønsker.

1. Passer udbyderens teknologi til dit behov

Ikke alle bredbåndsteknologier er tilgængelig alle steder, og har du begrænsede valgmuligheder, må du selvfølgelig nøjes med, hvad der er muligt på din adresse.

Hvis alle teknologier er tilgængelige, vil vi dog – alt-andet-lige prioritere internetteknologierne således:

  1. ADSL
  2. Fibernet
  3. Internet via Tv-stikket
  4. Øvrige

Ud fra den betragtning, at fibernettet er fremstillet specifikt med bredbånd for øje, mens de andre teknologier egentlig er udviklet til noget andet, men bare også kan bruges til internet.

Samtidig er fibernettet i sin spæde udvikling og har endnu ikke udnyttet sit potentiale, mens kabeltv-net og især ADSL for øjeblikket presser deres kabler til det yderste af ydeevnen.

Øvrige teknologier dækker over trådløse forbindelser a la WiMAX og WIFI, hvilke allerede har demonstreret manglende holdbarhed i længden under danske forhold.

Mobilt bredbånd er ikke inkluderet i sammenligningen, da det indeholder nogle helt andre muligheder og begrænsninger ifa. fleksibilitet og dækning end de øvrige teknologier. Vi har skrevet andetsteds om forskellen på at vælge fastforbundet eller mobilt bredbånd.

2. Andre kunders erfaringer med internetudbyderen

Den bedste internetudbyder er den, der anbefales af nogen du stoler på og som der bor i nærheden.

Hvis sådanne personer ikke lige er tilgængelige, må du ty til de mest anerkendte bedømmelsessider; bedømmelse.dk og trustpilot.dk.

På bedømmelsessiderne kan du være nogenlunde sikker på, at de bedste internetudbydere også er dem, der ligger i toppen, når det kommer til point/stjerner.

Der tales godt nok om en del manipulation med bedømmelserne, men efterhånden har de fleste internetudbydere så mange bedømmelser fra verificerede kunder, at du kan have en vis tillid til selskabernes placeringer på ranglisterne.

Husk dog, at mange internetselskaber også sælger mobiltelefoni eller andre teletjenester, og der kan være stor forskel på, hvor gode de er til det ene og det andet.

Du kan så vælge at pløje alle de bedste selskabers individuelle bedømmelser igennem for at se på hvilke felter, de skiller sig ud, eller du kan læse vores resumeer af de enkelte selskabers bedømmelser her på siden.

3. Kundeservice hos internetselskabet

Hos de bedste internetudbydere er kundeservice let tilgængeligt både telefonisk og via e-mail. Der er ikke alenlange telefonkøer, så du opgiver, inden du får løst dit problem, og kundemedarbejderne er kompetente og beslutningsdygtige.

Desværre er det ofte svært at danne sig et overblik over ovenstående, før man sidder i suppedasen.

Den gode internetudbyder har dog alligevel vist sit engagement i god kundeservice ved at sørge for, at det er let at se på hjemmesiden, hvordan man kommer i kontakt med kundeservice.

De bedste internetudbydere har desuden en åben kundeservice på Facebook, så både nuværende og potentielle kunder kan se, at de gør noget ved problemerne.

4. Hastigheden på bredbåndsabonnementet

For selskaber, der henvender sig til den brede befolkning, er de bedste internetudbydere dem, der tilbyder en bred vifte af forskellige hastigheder.

Det behøver ikke nødvendigvis at være muligt at kunne vælge mellem samtlige enkeltstående Mbit/s-hastigheder mellem 1 Mbit/s og 100 Mbit/s, men et fornuftigt udvalg fra de helt lave hastigheder til de helt høje, så der er noget for enhver smag, og du ikke behøver at skulle skifte selskab, hvis dit behov skulle ændre sig senere hen.

For andre selskaber, der henvender sig til specifikke befolkningsgrupper, som f.eks. ældre eller it-analfabeter kan der være god idé at tilbyde et begrænset udvalg af hastigheder.

5. Forbrugsgrænsen for internetabonnementet

For forbrugsgrænsen er selve det antal GB, der tilbydes, ikke det, der betyder noget for, om et selskab er en god internetudbyder eller ej. Afhængig af, hvad internetforbindelsen skal bruges til, kan det ene være lige så godt som det andet.

Fårene skilles fra bukkene, når det kommer til, hvad der sker, hvis du bruger mere end den inkluderede mængde data.

  • De værste internetudbydere begynder at opkræve betaling for hver enkelt forbrugt MB.
  • De mellemgode internetudbydere lukker for din forbindelse eller sætter din hastighed ned til et nærmest ubrugeligt niveau.
  • De bedste internetudbydere lader dig fortsætte med at benytte din forbindelse, men sender dig en besked om at spare lidt på forbruget, eller opgradere dit abonnement.
Det er dog de færreste internetudbydere, som kræver overbetaling og indenfor ADSL og fibernet findes de ikke endnu.

6. Pris – herunder gebyrer og skjulte omkostninger

Prisen er der ikke så meget at komme efter. De bedste internetudbydere tager ikke overpris for deres produkter og ligger derfor i den billige ende.

Vær dog opmærksom på, at abonnementer også kan sælges for billigt, hvis ikke alle de øvrige egenskaber for en god internetudbyder er opfyldt.

De bedste internetudbydere fokuserer på høj gennemskuelighed uden mere eller mindre skjulte gebyrer i bredbånd priserne for alt muligt, der burde være inkluderet i prisen.

7. Hvilen hardware følger med og på hvilke vilkår?

De bedste internetudbydere tilbyder gratis installation eller har produkter, der er så lette at installere, at selv din mor kan gøre det.

De gode internetudbydere har også indset, at kunderne ikke gider at ligge og rode med unødig kabelføring og tilbyder derfor som en selvfølge trådløse routere med i købet uden beregning.

En internetudbyder, der tilbyder et produkt, de selv er tilfredse med, prøver heller ikke at stavnsbinde utilfredse kunder med en bindingsperiode.

De bedste selskaber lader dig således opsige dit abonnement med højst en måneds varsel, da de er sikre på, at du ikke vil benytte dig af muligheden, med mindre noget går helt galt.

Øvrige vilkår ved bestilling af nyt internet skal være let tilgængelige på hjemmesiden og ikke indeholde paragraffer, hvor du sidder tilbage og tænker; ”Hvad for noget?”

Din bedste internetudbyder er ikke nødvendigvis min

Som ovenstående viser, er det ikke så enkelt at pege på den bedste internetudbyder. Nogle selskaber udmærker sig på et område, mens andre er bedst på andre områder.

Da det er dig, der ved, hvilke parametre du lægger mest vægt på, så kan du selvfølgelig plukke, som du har lyst til i ovenstående og sortere de ting fra, der alligevel ikke betyder noget i din hverdag.

Som yderligere hjælp til din valg af internetudbyder har vi udfærdiget sammenligninger af de forskellige selskaber i vores prisoversigter for henholdsvis fibernetinternet priser og mobilt bredbånd priser.