TDC har netop meddelt, at man fusionerer sine to lavprisselskaber; M1 og Fullrate fra den 1. januar 2013. Det nye selskab fortsætter under navnet Fullrate, mens det røde M1-logo og selve brandet udfases.

Både Fullrate og M1 har længe ligget i skarp konkurrence med de andre lavprisudbydere, men også med hinanden. TDC har nu taget konsekvensen og lagt selskaberne sammen for at få mulighed for at udvikle det absolut stærkeste lavprisselskab på markedet.

I realiteten er det Fullrate, der opsluger M1, og det nye hovedkvarter kommer således også til at ligge på Fullrates adresse i København.

M1 har hidtil haft til huse i Aalborg, hvor 40 medarbejdere har haft deres daglige gang. De fleste har fået tilbudt job i København, men det er uvist, hvor mange der benytter sig af den mulighed, da der trods alt er noget af et spring fra Nordjylland til hovedstaden.

En naturlig fusion blandt succesfulde teleselskaber

I branchen kommer fusionen ikke som den helt store overraskelse, da det har båret i den retning, siden TDC opkøbte det dengang uafhængige M1 i 2009, og manden med den røde hat; grundlægger af M1, Mads Peter Veiby kort efter forlod selskabet og kørte bort mod solnedgangen i sin Maserati Gran Turismo.

Samtidig har Fullrate haft sin store styrke på bredbånds- og mobilt bredbåndsområdet, mens M1 især har profiteret af mobiltelefoni-kunderne. Begge selskaber har uden den helt store succes forsøgt at etablere sig på fusionspartnerens kerneområder, og så er sammenlægning jo en oplagt mulighed, når ejeren af begge selskaber er den samme.

M1-kunder behøver ikke gøre noget

For Fullrate- og M1-kunder kommer fusionen ikke til at betyde det helt store. Produkter, priser, sim-kort osv. forbliver de samme, mens der på regningen kommer til at stå Fullrate hos alle.

På sigt forventes en vis ensretning af produkterne, men det nye Fullrate lover, at hvis man abonnerer på et produkt, der udgår, vil man blive tilbudt et andet lige så attraktivt produkt.

For at fejre sammenlægningen tilbyder det nye Fullrate gratis intern telefoni på tværs af mobil og fastnet på Fullrates og M1’s netværk til alle sine kunder i det første halvår af 2013. Dette gælder også for nye kunder, der opretter sig inden den 1. juli 2013.

Den enes død, den andens brød

I første omgang begræder vi her på Bredbaandsluppen M1’s bortgang. M1 har været garant for lave priser og spændende nye tiltag som klassens frække dreng i telebranchen.

Hvem husker ikke bonussen på en kasse øl for et nyt abonnement, der blev lanceret i sin tid, eller M1’s signaturprodukt; Gratis50-mobiltelefoniabonnementet, der gjorde det gratis for småbrugere at tale i telefon.

Hvis udmeldingerne fra det nye Fullrate står til troende, bliver det dog kun bedre fra nu af. Med den nye kundebase og M1’s knowhow kommer Fullrate til at tilbyde nogle af de mest konkurrencedygtige priser på markedet.

Det holder vi selvfølgelig øje med og forventer at se Fullrate helt i top i vores prissammenligninger straks fra begyndelsen af det nye år.

Med M1 slået af brættet, åbnes der også nye muligheder for en ny Frank Rasmussen, der har oprettet såvel Telmore som Bibob eller en ny Mads Peter Veiby, så vi kan få et helt nyt uafhængigt lavprisselskab til glæde for alle tele- og bredbåndskunder i Danmark.