Har du hørt om Netflix og fået lyst til at vide mere om den relativt nye streamingtjeneste i Danmark? Det er utroligt nemt at komme i gang, hvis du bare følger denne fremgangsmåde.

Netflix er oprindeligt en amerikansk streamingtjeneste, hvor du digitalt kan streame film, tv-serier, dokumentarprogrammer o.lign. Godt nok blev Netflix først lanceret tilbage i oktober 2012 i Danmark, men tjenesten har faktisk eksisteret i USA siden 1999.

Siden starten har tiden og den teknologiske udvikling været med dem og det er støt og roligt gået bedre og bedre for Netflix. På nuværende tidspunkt regner man med, at de har ca. 26.000.000 millioner brugere på verdensplan.

Hvor mange registrerede brugere der er i Danmark vil Netflix ikke udtale sig om, men selskabets kommunikationschef, Joris Evers, afslørede i januar, at lanceringen herhjemme er gået overordentligt godt.

Husk at vi kan hjælpe dig med at spare penge på din internet regning med vores prisoversigt på Bredbånd, mobilt bredbånd og fibernet.

Hvad kan du se med Netflix?

De mest populære typer indhold på Netflix er tv-serier. De står for ca. 70% af visningerne og film de resterende 30%. Det er i grove tal, for der findes også en række mindre kategorier, herunder dokumentarprogrammer. Populære serier er fx Weeds, Mad Men, Gossip Girl og Sons of Anarchy. Netflix er også begyndt at producere egne serier, hvoraf især serien House of Cards med Kevin Spacey har opnået stor succes.

Du har måske hørt, at det desværre ikke altid er de nyeste serier og film du kan se via den danske Netflix. Det er korrekt, at vi i Danmark – pga. diverse licensregler – ikke har adgang til ligeså meget nyproduceret materiale som i USA. Der er helt klart rigtig mange titler at vælge imellem, men du må ofte nøjes med serier eller film, der er kommet ud i 2011 og tidligere. Det betyder måske, at du ikke kan se de seneste sæsoner af en serie, du er blevet grebet af på Netflix.

Derfor er der også mange, som ad andre veje får oprettet sig som brugere på den amerikanske Netflix. Det kan du læse om på vores søsterside, iPhoneLuppen.dk.

Læs også: Sådan opretter du en amerikansk Netflix.

Hvor kan du se det?

Netflix selv, reklamerer med, at du kan fange streamingtjenesten på op til 800 forskellige enheder. Har du en smartphone eller tablet kan du hente programmet som app og se det ad den vej. Du kan også se det via din browser på computeren, som du igen kan forbinde til dit TV. Netflix kan også fanges via fx Playstation 3, Apple TV eller hvis du har et Smart TV.

Med andre ord er der rigtig mange muligheder for at se Netflix, når først du har tilmeldt dig. Jeg har personligt prøvet det via den bærbare, Apple TV, iPhone og iPad. Alle steder har det fungeret upåklageligt og den tekniske understøttelse er da også noget Netflix nyder stor anerkendelse for. Hér er det ikke altid, at konkurrenterne som HBO Nordic, YouBio o.lign, er lige så meget med.

Hvad koster Netflix?

Netflix er gratis den første måned og der er ingen binding. Det betyder, at du kan prøve tjenesten kvit og frit i 30 dage for at se om det er noget for dig. Bliver du glad for Netflix skal du ingenting gøre og dit abonnement kører bare videre til 79 kr. om måneden. Du kan opsige dit abonnement når du vil.

For de 79 kr. har du helt og aldeles ubegrænset adgang til alle de film og tv-serier du kan holde ud at se. Du skal således ikke betale pr. ting du ser, som det typisk er tilfældet ved andre streamingtjenester, men kan se alt du lyster, 24 timer i døgnet – og ikke mindst uden reklamer. Dertil er du heller ikke begrænset af at skulle sidde foran dit TV eller computer, men kan streame mens du er på farten.

Læs også: Find ud af hvilken internethastighed er bedst til streamingtjenester.

Sådan kommer du i gang med Netflix

Det er meget nemt at komme i gang med Netflix. Du skal bare gå til deres danske hjemmeside og tilmelde dig din gratis prøveperiode. Du bliver undervejs bedt om at indtaste dit kortnummer, da pengene for den anden måned automatisk bliver trukket, hvis du ikke stopper dit abonnement.

Lige så snart du er tilmeldt, kan du gå i gang med at streame dine første ting via Netflix’ hjemmeside eller på anden vis fx over tablet eller smartphone.